Båndlæggelse af arv

Forældre til udviklingshæmmede skriver ofte testamente, hvor arven til det udviklingshæmmede barn begrænses til tvangsarven.

Med de nuværende arveregler bliver arveforholdene, såfremt et forældrepar har 3 børn, hvoraf det ene er handicappet, at det udviklingshæmmede barn arver 1/12 mens de to øvrige deler de resterende 11/12.

En sådan testamentarisk bestemmelse kan i mange tilfælde være hensigtsmæssig, da forholdende for det udviklingshæmmede barn som oftest er afklarede med hensyn til opholdssted, pension, opsparing m.v.

Ønsker et forældrepar imidlertid ikke at gøre brug af tvangsarvereglerne, er der en anden mulighed for dels at sikre den udviklingshæmmede arving indtægter af en arv i arvingens levetid, dels at sikre at arven alligevel kommer arvingens søskende til gode på længere sigt.

I henhold til arvelovens § 61 kan friarv båndlægges ved testamente, når arveladeren finder,at dette er bedst for arvingen. Ved denne konstruktion kan det sikres, at den udviklingshæmmede arving får renteindtægterne af friarven i arvingens levetid, mens arvingens søskende kan indsættes i testamentet som arvinger til formuen, når den udviklingshæmmede arving ikke længere lever.

Som ovenfor nævnt kræver en sådan konstruktion, at forældrene opretter et testamente.


Niels Lindberg

Advokat

Horsøvej 16, 9500 Hobro

Tlf. 98 52 11 66

 
Persondata information