Åbent brev til Rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen

Aalborg, d. 22.08.2011

Åbent brev til Rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen - Mai-Britt Iversen.

Vedr.: Høring om besparelse på aflastningsområdet.

Vi er i LEV Aalborg blevet gjort bekendt med et høringsforslag, som Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen indstiller, at Familie- og Socialudvalget godkender.

Vi vil i det følgende redegøre for vore tanker og bekymringer i forhold til dette forslag. Vi vil gerne give udtryk for de konsekvenser, vi mener, det vil medføre, såfremt man skærer i aflastningsdøgn, og samtidig beskrive hvad det vil betyde for en familie at skulle have fremmed hjælp i hjemmet.

Hvis der bliver reduceret i de døgn, der er bevilliget til aflastning på institution, kan det få store konsekvenser for den enkelte families og for den udviklingshæmmedes liv.

Det kan føre til, at den udviklingshæmmede må flytte på døgninstitution langt tidligere end ellers, da familien ikke får den nødvendige og tiltrængte aflastning uden for hjemmet. Aflastning er ofte en nødvendighed for at familien - i aflastningsperioden - kan fungere som en normal familie.

Mindre aflastning vil betyde mindre tid til søskende og mindre tid til at leve et almindeligt familieliv.

Hverdagen med et udviklingshæmmet barn byder på en lang række begrænsninger, og det er i aflastningsperioderne, at familien kan foretage sig helt normale ting - uden at skulle tage hensyn til / og være begrænset af det udviklingshæmmede barn. Det kan fx være i aflastningsperioderne at søskende har mulighed for at have legekammerater på besøg. Det er også i de perioder, at familien har mulighed for at tage søskende på forskellige udflugter, arrangementer m.v., og der er mulighed for at have gæster, hvilket ikke altid er muligt med den udviklingshæmmede i hjemmet.

Der ligges op til at reduktionen i aflastning på institution kan blive omkonteret til tilbud om personlig hjælp i hjemmet. Vi mener ikke, at aflastning på institution kan erstattes af hjælp i hjemmet fordi;

 

Det giver ikke ro i familien at have en hjælper i huset. Det er en stressfaktor for familien, at den hele tiden skal forholde sig til fremmede mennesker i hjemmet. Det giver ikke aflastning og tid til opladning for familien.

Det kan være svært for den udviklingshæmmede at forstå, at denne skal blive sammen med hjælperen i hjemmet, og at de ikke deltage i de aktiviteter, den øvrige familie vil lave, mens der er aflastning på i hjemmet. Der kan i den grad opstå konflikter og frustrationer hos den udviklingshæmmede, hvis de føler sig sat udenfor og bliver "isoleret" med hjælperen, mens familien laver andre aktiviteter i huset.

Der kan opstå sygdom hos hjælperen - dermed aflysninger i sidste øjeblik, hvilket ikke giver aflastning hos familien - men derimod medfører at planlagte aktiviteter ikke kan gennemføres.

Man kan ikke leve et almindeligt familieliv med en hjælper i huset - det er en belastning, at man ikke har perioder, hvor man er i hjemmet uden den udviklingshæmmede, for så længe de er i hjemmet, er de også i forældrenes bevidsthed, og man får derfor ikke det pusterum, der er nødvendigt, for at kunne få et liv med en udviklingshæmmet til at fungere. En konsekvens der helt sikkert vil få flere familier til at få deres udviklingshæmmede børn døgnanbragt tidligere end ellers, fordi hverdagen bliver for hård.

Der kan være brug for aflastning døgnet rundt for at ligestille det med aflastning på institution - der er mange udviklingshæmmede børn, der ikke sover godt om natten - og aflastningsperioderne bruges derfor også ofte til at få indhentet søvnunderskud.

 

Der ligges op til max. 1 uges ferie - det er meget svært for en familie at holde max 1 uges ferie. Der er som regel behov for 1 eller 2 dage i hver ende af ferien til at komme hjem og hente den udviklingshæmmede.

Såfremt man ikke kan få sit barn i aflastning på institution i mere end 1 uge, kan det blive nødvendigt at søge om personlig hjælper til ferien, hvilket også koster ressourcer - både økonomisk, men også rent personligt for den involverede familie. Det er ikke en aflastning at skulle have en fremmed person med på ferie - og igen vil det være en svær situation for den udviklingshæmmede, at skulle forholde sig til at være sammen med hjælperen, og ikke med familien.

Der ligges op til at børn under 10 år bevilliges 26 / 17 weekender pr. år og at børn over 10 år bevilliges 12 weekender pr. år. Denne fordeling er svær for os at forstå, da det er vores erfaring, at jo ældre barnet er, jo mere "slidte" er familien og jo mere har de brug for at kunne leve et "normalt liv". Og barnets handicap bliver desværre sjældent mindre med alderen. Samtidig kan en institutionsaflastning skabe et netværk for de unge udviklingshæmmede, der ofte er ensomme i deres fritid. På institutionerne oplever de et sammenhold med ligesindede, og samtidig forbereder denne periode dem også til voksenlivet, der for mange udviklingshæmmede også vil foregå på en institution. Vi mener derfor, at der er større behov for aflastning hos de større børn end hos de mindre.

Vi håber at dette brev vil være med til at vurdere forslaget endnu engang, og til at vurdere om de forventede økonomiske besparelser også er realistiske. For hvis målet for Aalborg Kommune stadig er at udskyde og forebygge en anbringelse, er mindre aflastning på institution ikke en løsning.

 

Med venlig hilsen

På vegne af Bestyrelsen for LEV Aalborg Kommunekreds

>Hent brevet som PDF her

Kommentarer

Skriv en kommentar

Der kan ikke længere kommenteres.
 
Persondata information